Babyudstyr

Hvad skal du investere i, når du får børn – og hvor kan du spare?

Det er dyrt at få børn, og mange er ved at falde bagover, når de ser priserne i babyforretningerne. Alligevel er det svært for nybagte forældre at holde fingrene væk, og det ene stykke babyudstyr efter det andet bliver langet over disken til skyhøje priser. Meget af det bliver aldrig brugt og ender sine dage på et fugtigt loft. Det er ikke bare spild af penge og ressourcer – det er også spild af din tid.

Derfor har vi her lavet en liste over nogle af de ting, du skal bruge, når du får børn, og hvor du kan spare ved at vælge andre løsninger.

Transport af de allermindste

Helt små børn skal transporteres meget, og det foregår som regel i en barnevogn. Vognen er blevet et af de mest klassiske stykker babyudstyr, og mange køber den som noget af det første. De fleste finder også hurtigt ud af, hvor hammerirriterende og stor en barnevogn faktisk er. At begive sig ind i gågaden på en almindelig eftermiddag bliver næsten uoverskueligt, og i mange butikker kan du slet ikke komme rundt.

Hvad mange ikke ved, er, at der faktisk er alternativer til barnevognen. Vognen er nemlig en relativt ny opfindelse, og før det var det ganske almindeligt at bære sit barn. Med en vikle har du hele tiden styr på barnet og kan bevæge dig stort set helt frit. Samtidig viser undersøgelser, at børn, der har meget kropskontakt med forældrene, er mere rolige og græder mindre.

En vikle koster cirka 300-500 kr., så selvom du har et par forskellige, sparer du snildt flere tusinde kroner ved ikke at købe en barnevogn.

Det sidste nye legetøj?

Legetøj er et af de helt store temaer, når det kommer til børn. Værelset bugner ofte af farverigt legetøj, som forestiller barnets yndlingsfigurer, og der kommer hele tiden nyt til. Men faktisk har de fleste børn mere end rigeligt legetøj, og de bliver dårligere til at lege med det, når de hele tiden får nyt.

Undersøgelser viser, at børn under fem år slet ikke kan overskue store mængder legetøj, og de mister lysten til at lege, hvis udvalget er for stort. Børn skal kun kunne se seks til otte stykker legetøj på én gang – hvis de har mere, skal det gemmes væk i kasser, så det ikke forstyrrer legen.

Samtidige er det vigtigt for børnenes udvikling, at mor og far deltager i legen eller lader børnene være med til daglige gøremål. Børn, der er for meget overladt til sig selv, har dårligere sprog og er dårligere til at lære nyt. Samtidig føler de sig isolerede og har ikke fornemmelsen af at være en del af familien.

Det betyder dog ikke, at børnene slet ikke skal have legetøj. Legetøj er vigtigt for børns udvikling, og de bruger det til at imitere hverdagssituationer og udvikle en forståelse for de situationer.

Engangsbleer eller stofbleer?

I dag er det mest almindeligt at bruge engangsbleer, men engangsbleer er både dyre og en stor belastning for miljøet – og så indeholder de superabsorbanter, som er meget kraftige sugestoffer. De kan ofte give rød numse på barnet, og de er ikke ret sunde for huden. Derfor er det værd at overveje, om du i stedet skal bruge stofbleer, som fungerer på en mere naturlig måde – men som stadig holder tæt. Stofbleerne kan bruges igen og igen, så du skal ikke købe nye hele tiden. Derudover giver de væsentligt mindre affald.

Leave a Comment